Oplysningstiden
Hvad er oplysningstiden?
Oplysningstiden er navnet på en periode i den europæiske kulturhistorie, der strækker sig fra cirka 1690 og frem til 1789. Her satte man spørgsmålstegn ved århundreder gamle forestillinger. Støvede dogmer om samfundets politiske og religiøse fordeling af magt kom under beskydning. Oplysningens måde at tænke på var kritisk og fordomsfri. Den rummede en klippefast tro på menneskets evne til gennem viden og erfaringer at gennemskue verdens sammenhæng. Intet måtte accepteres, hvis det ikke kunne stå for fornuftens syrebad. Kodeordene i Oplysningstiden var: det fornuftige, det naturlige og det nyttige. Disse slagord har runget op gennem de århundreder, der fulgte efter. Oplysningstidens idealer er i dag blevet folkeeje. De dukker op i den måde, vi taler og tænker på. De er - på godt og ondt - blevet en helt naturlig del af vores billede af verden. Forestillinger om et moderne demokrati, menneskerettigheder og religiøs tolerance har alle rod i Oplysningstiden.
Sammenhængen mellem Sartre og oplysningstiden
I oplysningstiden handlede det om selve mennesket og at vi løsrev os fra Gud. Sartre mente ikke der fandtes en gud, men at vi derimod selv havde ansvar for vores eget liv. Sartre’ meninger og holdninger udspringer med hvad oplysningstiden lærte mennesker. Ligheden mellem Sartre og oplysningstiden er nok det med at han ikke mener der er nogen gud, men mennesket var skabt til at være frie, men han mente ikke der fandtes nogle større kræfter lige som de mente i oplysningstiden
