Den første halvdel af 1800-tallet var i Europa præget af både liberale og nationalistiske strømninger, som ofte snoede sig ind i hinanden. I Tyskland faldt kravet om et forenet tysk rige sammen med ønsket om politiske reformer, der gav befolkningen større indflydelse på staternes styring. De to tyske stormagter Preussen og Østrig var dog modstandere af de demokratiske bestræbelser og skeptiske over for kravet om tysk enhed, med mindre de selv kunne kontrollere den.

 

 

Også i Danmark kom kravet om demokratiske reformer af det enevældige styre til at hænge tæt sammen med en ny, mere aktiv nationalisme. I 1842 formulerede en af den liberale bevægelses mest fremtrædende medlemmer, Orla Lehmann, kravet om et “Danmark til Ejderen”. Det vil sige et Danmark, hvor hertugdømmet Slesvig var indlemmet i kongeriget, mens de tyske hertugdømmer blev udskilt. Hermed skabtes nationalliberalismen, der forenede ønsket om politiske reformer med kravet om en dansk nationalstat.

 

 

Problemet med de nationalliberales krav var, at det forudsatte en fuldstændig indlemmelse af Slesvig i Danmark. Ganske vist var Slesvig statsretsligt et dansk hertugdømme, men over halvdelen af befolkningen opfattede sig selv som tyskere. Derved kom de danske nationalliberale bestræbelser naturligvis på tværs af den tyske nationalisme, der ønskede at samle alle tyskere i et samlet tysk rige. Slesvig skulle da også blive stridspunktet i både treårskrigen 1848-1851 samt 1864-krigen, hvorfor